Cabanel
~ Har du seilet i storm over havet?
Har du set maager i skrigende klynger,
har du hørt sange, som bølgerne synger?
Har du smagt braadsjøens salte sprøit?
Har du hørt vindenes hvinende fløit
huje omkring dig i mørket?
Vær hilset, o hav, du bredthenbrusende
evige skummende verdenshav.
Du ler mig imøde saa vildt og vredt
med kold og klingende latter.
Der er ingen klynk i din hvasse haan,
ingen længsler mod liv og mod lande,
der er ingen gjøglende, daadløs drøm
over dine vide vande ~
Wilhelm Krag
~ Sjøvannet vasker høyt innover rundt pianoet
Der det står lite og forlatt
På den mørke, regnvåte stranden ~
F. Piano by Jane Campion
~ I storm og stille stod hun der
Med øyne som strakte seg utover havet i vest
Hypnotisert av synet
Bare der ute fant blikket hvile
Intet annet var verdt et øyekast ~
Fra "The Riddle" av Thomas Hardy
~The songs of the waves
and the hymns of the streams
Are scattered, and the voices
of the throngs reduced to silence;
And I can hear naught
but the music of Eternity
In exact harmony
with the spirit's desires.
I am cloaked in full whiteness;
I am in comfort;
I am in peace ~
Kahlil Gibran
~ Saa bærer det fremad i morgenens glans,
det blinker henover de fossende bølger,
og sjøerne stimer og sjøerne følger,
hurra, det er dog en munter dans!
Og se, der kommer sydosten brusende,
og skibet krænger, - nu gaar det jo susende -
tauge, som piber, og seil, som slaar,
gutter, som raskt op i riggen gaar.
Fugle, som flakser og skraaler for baugen,
minsandten, serude ser seiler jo draugen!
Indover drysser det sjøsalte skum,
rundt om gaar havet med sang og med brum.
Jeg ved ei hvordan, - men her er ikke rum
for tunge og sorgfulde tanker.
Og saa ud tilhavs! Det stryger støt
for en feiende solgangsvind.
Mod nord synker landet i havet blødt,
i skodden skinner det, sollyst, rødt:
den sidste synkende tind ~
Wilhelm Krag
~ Vi rodde ut fra bryggen. Her inne var vannet stille,
nesten ingen dønning var å merke.
Men det lille som var av vind, rørte ved vannflaten ~
Sigurd Hoel
~ Dig vil jeg ømt nagle fast!
Dig vil jeg dypt og blivende bevare
i digtets evige, unge alabast!
Du solbevægede sværmerske!
Med panden pikelig vendt mot kveldens bleke guld,
vender du mildt en himmel mot en annen,
likesaa lys og ømt og løndomsfuld!
Gjerne ga jeg min verdens vers tilhope,
hadde jeg magt til et: at hugge ind
i mindets trodsige sten en myk metope
over dit vare, omridsømme sind!
Vi vandrer i fugtig fjæresand! Du lytter
til sommersjøens luftige bølgesprut!
Vi føler det fromt, at kveldens stilhet flytter
sin tonende grændse altid længer ut!
Det kimer af falmet lyd, som glir tilbake
bak rødmende lunde, gyldne kirkespir -
og luftens lysende bølger synker svake,
som bækker af sol fra bjærgene, som blir!
Aaserne blaaner. Stjernerne er nære!
De sidste skyer skynder sig hjem tilkvelds!
Engen har andagt - op af luftens fjære
stiger Arcturus! Lindt, bag graastensgjærdet,
aander en vind i rugens sølvgraa pels!
Gjennom dit blik en varm og dyp beaandning -
midt i et mulm af blaat kan øiet faa
et drivende stænk, en fugtig glans af honning,
og stille spør jeg dig "Ven - hvad tænker du paa?"
"Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faar lov til at leve -
paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!
veier i sjøen, bleke seil derute,
bølger, som strømmer mot stranden uten mig!
Hverdagen, ven som mildt blir ved bak graven,
tænker jeg paa, og alle de dype, blaa
kommende kvelder her i sommerhaven,
uten mit sind mot dit, tænker jeg paa
Det hele fylder mit øie som en taare,
jeg, ensom og angst og arm, skal graate snart!
Alle de ting, som nu ikveld er vore..
om faa, berusende aar staar stunden fore,
da taakerne glir, og øiet kan se klart!
Aa, elskede, se, hvor dyp og sort en fjære!
Saa underlig stranden blev, da vandet faldt!
Mon rædselens kveld er fjærn, da vi skal være
en styggere strand end den , forladt af alt?
Allikevel er det sødt og saligt under,
at engene her, med korn og krat og trær,
og bjærgene bak, saa dypt som blikket bunder
dugges saa sødt af vore smaa sekunder..
bare den bjærken der, hvor vor den er!
Og skigarden da! Den gamle redskapsvognen
ligger i græsset støt, og stadig staar
de svære hesjestængerne op i rognen,
og grøften er grøn som før, i alle aar!
Aa, ven lot gravens dyp sig vildt besværge,
vilde jeg bli til vangen her, med hø,
til bjærken der, med stjernerne i, og bjærget,
bare for slik, paa annen vis, at værge
den hellig haven vor, for det: at dø !
Ta om mig, ven og hold mig! Saan at trykkes
er snart det eneste glimt af haab, jeg vet -
den hastige, hete straalestund, det lykkes
at vække i mig en annen evighet!"
Og jeg, en levende mand, paa jorden hjemme,
en tydelig mand af kjød, fra taa til top,
kan, svimmel og sky, i favnen min fornemme
noget, som bare er blik og sind og stemme,
i smertelig angst og anelse løst op!
Du ensomme! Alt, jeg kan, er stumt at stryke
dit duftige haar, med haanden din i min -
og, øiet til øiet saan, staar Pan og Psyke
foran et hav af korn, i stjerneskin ~
Olaf Bull
~ Men først og fremst er det lagunen som gir dette landskap sin glede.
Den bringer minner fra verdener man aldri har kjent, og likevel kjenner.
Den vekker gjenklang av melodier man aldri har hørt, og dog hører igjen i en dønning ~
Ferdinand Finne
~ Det er tidlig morgen
Sjøen er roligere og tidevannet har trukket seg tilbake ~
F. Piano by Jane Campion
~ Vinnen er tat til, sjøen gaar ennu højere lys grøn
Me hvite topper ligger fjoren innover i den tilie maarensol
Alene sitter jei der, gyngende i min pram
Og bare styrer den me aarene
Bølger og vinn og strøm jager den af sei sell tilbake til Emmestad
Lysvaaken og ædru sitter jei der
og bare føler dette ene forfærdelie
At naa, n a a ialfall, e r det forbi
Hun e r ikke gla i mei mere ~
Hans Jæger
~ Ennå sto vannet høyt ved bryggestolpene.
Og stormen hadde revet løs og slengt opp på land
en hel mengde tang og tare ~
Sigurd Hoel
~ Det blåner et fjell i det stormblå hav
Og rummelig er det, frende
Det dekkes av lyng og av sølvgrått lav
Og skoger som aldri tar ende
Jeg bor i et land under storm og sne
Og en stue under et krøket tre ~
Arnulf Øverland
~ Østenfor kjærlighet
Vestenfor drøm
Bærer en underjordisk strøm
Mot havet ~
Inger Hagerup
~ Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo
Några månader om året, så att själen kan få ro
Jag trivs bäst i öppna landskap, där vindarna får fart
Där lärkorna står högt i skyn och sjunger underbart
Där bränner jag mitt brännvin själv, och kryddar med Johannes ört
Och dricker det med välbehag, till sill och hembakt vört
Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo
Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ
Ingen kommer i min närhet, som stänger in och stjäl
Jag trivs bäst när dagen bräcker, när fälten fylls av ljus
När tuppar gal på avstånd, när det är långt till närmsta hus
Men ändå såpass nära, att en tyst och stilla natt
När man sitter under stjärnorna, kan höra festens skratt
Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ
Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri
När stranden fylls av snäckskal, med havsmusik uti
När det klara och det enkla , får råda som det vill
När ja är ja och nej är nej, och tvivlet tiger still
Då binder jag en krans av löv, och lägger den vid närmsta sten.
Där runor ristats för vår skull, nån' gång för länge sen
Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri ~
Ulf Lundell
~ Så sitter jeg atter ved havets rand
og stirrer utover dets blå
Med rullende bølger og brott og brand
ser jeg det gyngende gå
Løfte seg over båer mot land
og høyt imot klipperne slå
Av lammeskyer er himlen full
de samles og snoes med flid
Til et prektig teppe av snehvit uld
for den fyrstelig skridende tid,
Og solen tvinner deri sitt guld
med samme alvorlige ild
Jeg sitter og tenker, du er visst nær
en gåde fra tingenes grund
Du skuer visst inn i Guds vevstol her
og jeg stirrer med åpen mund
Det går opp for meg at de skumklædte skjær
er lodder i vevens bund
Underbart med vindens sus
sus og summing, sang og brus
Evigheten er på vei
over hav og skog og hei
Gjennem rummet, gjennem meg ~
Alf Larsen
~ Jeg når en høyde
belagt med splinter av marmor og blåskjell.
Holmene flyter som steinblomster på vannet.
Langt ute er havet.
Det rister av seg et regnvær
og skrider mot horisonten.
Regnbuen strekker bro fra den ytterste holme
til perlemoret bak himlene.
En båt skjærer seg inn i solefallet ~
Ferdinand Finne
~ Jeg tror at han leter etter oss nå
Over hele verden
På alle hav ~
F. Piano by Jane Campion
~ Og vi famler i blinde.
Dette er kyster vi aldri har sett,
Kanskje tidsaldre bak mørkets teppe,
Dimensjoner like ved vårt ansikt som kan forandre alt.
Kanskje et ekko av oss selv,
Konkyliesuset av våre kriger
Eller bølgeslagene fra et hav under menneskets hjerte.
- Hva skal vi tro.
Seil spennes ut i natten - våre drømmer,
Ukjente skip går forbi
På hav ingen kan se ~
Rolf Jacobsen
~ Den grønne lagune hviler i en bue,
formet av en sandstrand og av fjellets møte med vannet.
Vinden når ikke frem hit om sommeren,
og selv høststormene må gi tapt.
Bare sjelden klarer fjorden å kaste vinger av sjøsprøyt mot kilene ~
Ferdinand Finne
~ Lad os saa hellere stikke af
og rømme fra hele greien..
Tænk dig idag paa det rullende hav
hei gut - det var brede veien
Staa der i sol paa det høie dæk
og seile fra kjævlet og vrøvlet væk
og stævne mod lyse lande
Kom saa med mig, i verden ud
med al dens jubel og al dens jammer
I sørgekutte, i glædesskrud
i havdønshøitid, i solskinsflammer
Jeg stryger sorgen fra panden væk.
Min sang er oppe, øg høit paa dæk
jeg sidder i sol og synger ~
Wilhelm Krag
~ Fra årebladene dryppet dråpene i rekker.
I vannet laget de ringer, som videt seg ut og skar hverandre
og laget sirlige geometriske figurer i sølvet og silken.
De møtte bølgene fra båten og laget nye figurer og ornamenter.
Langt, langt bakenfor båten var de ennå synlige.
Så stille var sjøen i kveld ~
Sigurd Hoel
~ The Wave of Bestowal ~
~ The Human Being, like a bird of the sea
Emerged from the ocean of the soul.
Earth is not a final place of rest
For a bird born from the sea.
No, we are pearls of that ocean;
All of us live in it;
And if it weren't so, why would wave upon wave arrive?
This is the time of union, the time of eternal beauty.
It is the ocean of purity.
The wave of bestowal has come.
The roar of the sea is here.
The morning of happiness has dawned ~
Jalalludin Rumi
~ Under livets overflate
Flyter en strøm av poetisk logikk og kjærlighet
Som alltid når frem til havet ~
Ferdinand Finne
~ Det finnes en stillhet
hvor der aldri har vært en lyd
Der er en stillhet
hvor en lyd aldri vil bli hørt
I den kalde graven
dypt, dypt nede i havet ¨
Thomas Hood
~ Om natten tenker jeg på pianoet mitt der det ligger i sin våte grav
Og noen ganger på meg selv der jeg flyter over det
Der nede er alt så stille og rolig at det vugger meg i søvn
Det er en rar vuggesang, det er så, men den er min ~
F. Piano by Jane Campion
~ Jag vill ha ett hus vid havet
Där jag kan se på alla båterna som lägger till
Jag vill ha ett hus vid havet
Där jag kan höra alla måsarna och göra som jag vill
Och varje morgon innan solen värmt mitt tak
Ska jag ligga där och lyssna efter vågorna
Jag vill ha ett hus vid havet
Där jag kan höra alla måsarna och göra som jag vill ~
Fredriksson/Lindblom
~ Hvor mange ganger har jeg ikke sett,
og ønsket å efterligne når jeg ble stor nok til å føre mitt eget liv,
en roer som hadde trukket inn årene og lagt seg på ryggen i bunnen av båten,
med hodet bakover, og som lot den drive av sted, uten å øyne annet enn himmelen som langsomt gled forbi over han,
mens vi tydelig kunne se en forsmak av den evige lykke og fred på hans ansikt ~
Marcel Proust
(F, Glamourbibliotekaren)
~ Little drops of water,
Little grains of sand,
Make the mighty ocean
And the pleasant land.
Thus the little minutes,
Humble though they be,
Make the mighty ages
Of eternity ~
Ebenezer Cobham Brewer
Dolphins dream
Add to My Profile | More Videos
~ Press Picture To Return To Menu ~
Site copyright